lottenoer.dk

Denne side fungerer som min rejsedagbog mens jeg færdiggører min juridiske kandidateksamen med et semester i Toronto i foråret 2006. Jeg glæder mig til at berette om store og små oplevelser og indfald. God fornøjelse.

My Photo
Name:
Location: Toronto, Canada

Thursday, February 23

Law of War

”The report is so muddled in its reasoning, so blisfully untroubled by inconsistence and double standards that you have to wonder whether it was written in one of those famous Hague “coffee shops”.” (1)

Næste uge er der ”Reading Week” her på Osgoode Hall Law School, jeg benytter lejligheden til at lægge bøgerne på hylden og tage til New York sammen med Sanne og Karen. Glæder mig helt vildt. Når Reading Week er ovre runder vi imidlertid et skarpt hjørne, vi er nemlig så halvvejs i semestret og det betyder en optrappet intensitet og fokus på studierne ikke mindst i de to fag, hvor jeg skal aflevere opgaver på ca. 30-35 sider.

Vi er nu også så godt inde i fagene, at jeg i de kommende uger vil beskrive dem for at give jer mulighed for at følge med i, hvad det er jeg bruger min hverdag på. Jeg vil starte med ”Law of War”, som jeg jo tidligere har introduceret lidt for jer.

Professoren Michael Mandel, hvis bog ”How America gets Away with Murder” vi blandt andet læser efter, er dygtig, underholdende og inspirerende, og man kan virkelig mærke at han brænder for det han arbejde med: at vise verden at amerikanerne generelt, og Bush i særdeleshed er mere interesserede i at fremme deres egen snævre strategiske interesser end i at overholde international ret. Polemisk? JA! Er der noget om det? I den grad. Ud fra en juridisk tilgang – som jo er den vi beskæftiger os med - er der ingen tvivl om at USA i mange situationer bøjer international ret og kommer op med aldeles spidsfindige fortolkningsforslag hvor sammenhængen måtte udkræve det.

Bogen er særdeles kritisk, og efterlader ingen tvivl om professorens synspunkter. Det er ikke særlig videnskabeligt, hvilket jeg af og til bliver irriteret over, på den anden side er det så tykt skrevet, at det grænser til humor. Dertil skal føjes, at Mandel ikke er ked af en diskussion og således værdsætter alle kritiske input, hvilket gør undervisningen meget levende.

For mit eget vedkommende er det blevet sjovere at deltage i undervisningen efter at mit engelske ordforråd matcher mit danske bedre. Jeg føler mig ikke helt så kluntet længere og er ved at blive ganske hurtig i replikken.

Bortset fra studierne, og diverse udflugter og ferier rummer min hverdag også andre fornøjelser. Sidste weekend tog Heidi og jeg på tøse-hygge-dag, blev klippet, shoppede og fik god middag. I det hele taget synes jeg vi er gode til at benytte os af kulturelle tilbud, hyggelige restauranter, torsdags-bar m.v. og hverdagen er derfor alt i alt ret behagelig.

(1) Professor Mandels konklusion omkring den særlige domstol for det tidligere Jugoslaviens rapport om ikke at tiltale NATO for krigsforbrydelser.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home