Claws back!

I rækken af beretninger fra de fag jeg følger herovre, vil jeg denne gang koncentrere mig om ”International Human Rights”, som jeg har tre timer hver fredag. Evalueringen er baseret på attendance, participation og for 75 procents vedkommende et research paper.

Undervisningen beskæftiger sig med menneskerettigheder i et internationalt perspektiv, og fokuserer på emner som universalitet, afbalancering af rettigheder mod hinanden (den såkaldte your-right-to-swing-your-sock-ends-where-my-nose-starts tese) og forskellige rettighedssystemer, f.eks. det europæiske, det afrikanske og det islamiske. Faget er diskussionsbaseret, og da der i klassen er repræsentanter for nærmest alle holdninger, er det virkelig spændende. Men der er et ”men”. Professor Okafor insisterer på at drage konklusionerne af undervisningen, og de er altid røde. Dette uanset hvad der så i øvrigt er blevet argumenteret for. Således slog vi for et par uger fast, at socialismen er den eneste vej mod rigtige menneskerettigheder (hvilket verdenshistorien jo også klart har vist, not!!) og i samme boldgade at Verdensbanken og IMF ser det som deres fornemmeste opgave at chikanere udviklingslandene (!). Hvor konklusionerne af undervisningen således kan blive noget tunge at gå hjem med fredag middag, er diskussionerne i sig selv udfordrende og det er arbejdet med vores research papers også.

Mit eget emne har jeg ikke haft svært ved at finde. Set i lyset af den internationale konflikt om ytringsfrihed og Mohammed-tegninger er der vist stof til mange undersøgelser her. Personligt undersøger jeg, hvilken løsning der findes inden for FNs system af menneskerettigheder og om det er udtryk for en så dyb splittelse, at begge opfattelser kan være svære at rumme inden for en for en fælles deklaration af rettigheder som f.eks. FNs. Hvor jeg af og til unægtelig kører træt i undervisningen og den meget røde bias, er det her jeg selv der sætter dagsordnen for mine undersøgelser, hvilket er befriende.

Nu er det ikke altid undervisningen er problematisk, i dag var f.eks. en undtagelse, ikke mindst på grund af begrebet ”claws-back clause”, en – synes jeg – ret morsom betegnelse for det vi andre vist ville kalde en ”gummiparagraf”.